I klinikken er der nogle spørgsmål vi får oftere end andre, og de er besvaret herunder. Vi henstiller til, at alle nye patienter læser alle svar på de af nedenstående spørgsmål man finder relevante.

Desuden bliver der løbende udgivet nye afsnit af Podcasten "Mens Du Venter", som Andreas Hoff laver (som et selvstændigt projekt). Du kan høre de udgivede afsnit her:

https://www.spreaker.com/show/mensduventer

Får man en altid en diagnose?

I klinikken bruger vi, helt som man som læger skal, Verdenssundhedsorganisationens Internationale Sygdomsklassifikationssystem (aktuelt i den tiende version vedr. psykiske lidelser). Diagnoser er lægers skøn over hvilken kategori der er den bedste til at beskrive den helbredsmæssige tilstand en pt. har. I mange tilfælde er det ikke sikkert man kan stille en meget præcis diagnose, og vi vil i stedet tale om hvilken diagnostisk kategori der er tættest på at beskrive de symptomer og problemer man har. Vi taler således om hvilken eller hvilke diagnoser og diagnostiske kategorier der er de bedste, og stiller så diagnoser der er knyttet til det konkrete behandlingsforløb, og de noteres i vores journalsystem, og disse oplysninger videregives kun med patienters udtrykkelige samtykke, og bliver ikke skrevet i noget som helst andet system. Vi taler ikke om at diagnoser er noget vi "giver" til nogen, og man "får" således ikke nogen diagnose. Det vil sige, at med mindre man selv fortæller andre om sin diagnose, eller giver os tilladelse til at videregive oplysninger, vil det aldrig være tilgængeligt for andre, og således ikke være koblet til en som person noget andet sted end i vores klinik.

Det er desuden langt fra sjældent, at der henvises mennesker hvor det efter det indlende speciallægeskøn viser sig, at der ikke er tale om mindst moderat psykisk sygdom, men enten let psykisk lidelse, eller lidelse der bedst forstås som ikke-sygelig lidelse (som desværre er ganske hyppigt, særligt i en moderne verden!). Efter indledende vurdering, kan man via henvisningssystemet få behandling i speciallægepraksis hvis man har "moderat psykisk lidelse", og har man ikke det ifølge en pykiaters skøn, har man principielt ikke krav på yderligere konsultationer. Det kan dog være ganske svært at afgøre dette præcist, og vi vil altid forsøge at lade tvivl komme patienten til gode, ved at tilbyde en mængde behandling der modsvarer sandsynligheden for moderat psykisk lidelse, efter speciallægens skøn.

Udreder I for ADHD og hvordan?

Ja, og vi følger vejledningen fra Dansk Psykiatrisk Selskab, som tilsiger at en udredning skal indeholde “en fuld klinisk og psykosocial vurdering af personen; dette bør omfatte en drøftelse af adfærd og symptomer i forskellige funktioner og situationer i personens hverdag, og en fuld udviklings- og psykiatrisk anamnese [sygehistorie], og oplysninger fra pårørende, samt en vurdering af personens aktuelle psykiske tilstand”.

I samme vejledning er det nævnt, at man altid bør tage stilling til, om symptomerne bedst bør indplaceres i andre diagnoser, og det er vores erfaring, at en ret stor del af mennesker henvist til ADHD-udredning er bedst diagnosticeret med noget andet end ADHD. Hvis du er henvist mhp. udredning for ADHD kan du forvente, at der bliver foretaget en helhedsorienteret vurdering af alle relevante forhold, der for de fleste ikke fører til en ADHD-diagnose, men anden mere relevant diagnose (eller ingen psykiatrisk diagnose).

Hvis du er henvist til og ønsker udredning for ADHD er der altså en rimeligt stor sandsynlighed for, at det viser sig at en anden diagnose passer bedre til dig. Der er også en stor del af mennesker henvist til udredning for ADHD der ikke lever op til kriterierne for nogen psykiatrisk diagnose, og hvor eventuelle vanskeligheder og/eller lidelser bedst forstås som såkaldt normale eller naturlige reaktioner på en række belastende omstændigheder - også selvom de er ret lidelsesfulde. 

Desuden starter ethvert forløb med en eller flere indledende samtaler, hvor vi tager stilling til, om det er relevant med en mere systematisk udredning for ADHD, eller om det ikke er. En mindre del af de som er henvist til udredning for ADHD viser sig ved de indledende faser at have symptomer der tyder stærkt på at der bør udredes for andre tilstande først, fx personlighedsforstyrrelse eller angst. Tilsvarende er der også nogen, hvor det viser sig, at graden af funktionsnedsættelse i sygehistorien ikke er tilstrækkelig til at det bør udredes systematisk for ADHD.

Endvidere skal det nævnes, at ADHD-symptomer mange steder formuleres således, at en meget stor gruppe mennesker kan genkende sig i dem, og også langt flere end de anslåede 2½ % af voksne der opfylder kriterierne for ADHD. Det er altså ikke meget specifikt for ADHD, at man genkender sig selv i beskrivelsen af symptomerne, og der er således rimeligt stor sandsynlighed for, at ens behandlingsforløb ikke indebærer at der stilles diagnosen ADHD, selvom man genkender sig delvist eller helt i beskrivelser af ADHD-symptomer.

Efter en ADHD-udredning, får jeg at vide om jeg har ADHD eller ej?

Nyere undersøgelser tyder på, at ADHD ikke nødvendigvis bedst forstås som noget kategorisk man har eller ikke har, da mængden af symptomer på ADHD ligger på et spektrum i befolkningen (det er statistisk såkaldt normalfordelt). Derfor er vores tilgang, når vi efter en udredning for ADHD taler om resultatet, mere at tale om i hvor høj grad man har symptomerne. Desuden er det meget svært at tage stilling til præcist hvor mange symptomer man har, hvorfor vi mere taler om hvor på spektrummet man cirka ligger, og at dette svar stort set altid er forbundet med en vis usikkerhed. Man får derfor ikke noget meget klart svar på om man har ADHD eller ej. Der er nogle mennesker der har så svær grad af ADHD-symptomer gennem mange år, at det åbenlyst giver mening at sige at vedkommende "har ADHD", og i disse tilfælde vil medicinsk behandling ofte blive tilbudt i klinikken, iht. gældende vejledninger. De fleste ptt. der aktuelt bliver henvist med ADHD-symptomer har dog ikke lidelsen i så markant omfang, at medicinsk behandling bør opstartes.

Hvis udredningens konklusion er, at jeg hverken har ADHD eller noget andet, er det så bare mig der er noget galt med?

Vi bruger slet ikke udtrykket at “der er noget galt”, men taler om hvilken grad af lidelse og funktionsnedsættelse der er koblet til de symptomer og problemer man oplever. Hvis man ikke lever op til kriterierne for at stille en ADHD-diagnose er det udtryk for, at der er færre problemer og/eller vanskeligheder end hos mennesker der lever op til kriterierne for ADHD. I stedet kan det være man enten lever op til kriterierne for en anden lidelse, eller også er de problemer der ligger til grund for henvisning ikke af en sådan karakter at de bør diagnosticeres som en psykisk lidelse, eller en lægelig lidelse overhovedet, men kan være lidelse der bedst forstås som lidelse af anden årsag, fx det nogen vil kalde “eksistentiel lidelse” eller “lidelse forbundet med sociale omstændigheder” eller noget i den stil. Disse former for lidelse kan være enddog særdeles lidelsesfulde, også selvom de ikke bør diagnosticeres som psykisk lidelse.

Desuden er findes der en stor gruppe af mennesker der har en lang række symptomer der i meget høj grad helt opleves helt som de symptomer man har ved ADHD, men hvor udredning peger på at der er tale om det der kan kaldes "subtærskel-ADHD" - det er en tilstand hvor man oplever mange symptomer og problemer, men hvor graden af problemer ikke skønnes at være af en sådan størrelse af der er tale om ADHD, men hvor fænomenerne opmærksomhedsforstyrrelsesproblemer, hyperaktivitet eller impulsivitet er til stede i ganske generende grad.

Kan jeg blive udredt for ADHD blot mhp. at få en forklaring eller for at få en lægelig attest?

Som udgangspunkt er formålet med en udredning kun at tage stilling til behandling. Når man får forløb i klinikken i kraft af en henvisning, er det den region man bor i der betaler for forløbet, og de betaler kun for udredning mhp. behandling, ikke mhp. udstedelse af lægeerklæring eller -attest. Endvidere er ADHD ikke nogen årsagsforklaring, idet man ikke kender tilstrækkeligt til årsagerne til ADHD til at det giver mening at tale om det som en forklaring på individniveau. ADHD er en klinisk, psykiatrisk diagnose, og som stort set alle andre psykiatriske diagnoser er ADHD en beskrivelse og kategorisering af selve symptomerne, ikke en forklaring på symptomerne. Derfor, hvis man primært ønsker udredning for ADHD mhp. afklaring og/eller forklaring, vil vi som udgangspunkt ikke gennemføre udredningen af dén grund, men sammen med dig forsøge at afklare hvad der ellers er af behov, som en udredning kunne hjælpe med, nu hvor udredningen ikke kan hjælpe med at være en forklaring. Der er desuden ret stor usikkerhed forbundet om et givent menneske har ADHD eller ej, og denne usikkerhed indebærer, at det ikke er helt muligt at tale om den klarhed mange ønsker sig når de beder om afklaring.

Kan der blive skruet ned for musikken i venteværelset?

Vi er ved at optimere lokale-/venteværelsesituationen, men indtil da spiller der musik i venteværelset mhp. at sikre at vi overholder tavshedspligten i praksis, ved at ingen i venteværelset kan høre hvad der tales om i konsulationsrummene. Derfor er det forbudt at ændre på lydindstillingerne i venteværelset, uden konkret aftale med personalet.

Starter samtalerne altid til tiden?

Nej, ikke altid. Men man skal være klar i venteværelset til tiden, hvis man vil være sikker på at en konsultation gennemføres. Hvis man kommer for sent gør vi rimeligt meget for at gennemføre konsultationen alligevel, og det er ofte muligt. Det kan dog hænde, at vi må aflyse konsultationen hvis man kommer for sent. Men konsultationerne kan godt nogle gange starte for sent alligevel, og behandling i klinikken forudsætter at man accepterer dette - i nogle tilfælde kan der være op til ca. 30 minutters forsinkelse. Årsagen er, at det kan være svært at forudse præcis hvor lang tid en konsultation behøver at være, og nogle gange har en patient brug for ekstra lang tid til en konsulation, hvilket kan medføre forsinkelser for resten af dagens program. Det er selvf. ubelejligt for de næste patienter, men til gengæld får ptt. altid al den tid som personalet skønner der er brug for!

Kan man ringe direkte til speciallægen?

Nej, men man kan skrive eller ringe til sekretæren, som så vil bede den relevante speciallæge om at forholde sig til henvendelsen så hurtigt som nødvendigt, ved evt. at planlægge en snarlig telefonkonsulation.

Kan man få udstedt recept via telefon- eller videokonsultation? Og kan man hente medicinen på en recept ad flere omgange?

Det kommer an på en række forskellige forhold. Herunder ikke mindst, om det medicin man skal have recept på, er et såkaldt “afhængighedsskabende stof” - det kaldes også “AP4-stoffer”. Recept på disse stoffer udskrives jf. reglerne kun ved fysisk fremmøde og der kan kun hentes medicin en gang pr. recept, og man kan ikke hente medicinen fra denne recept over flere gange, fx ikke halvdelen den ene gang og halvdelen den anden gang. Køber man fx kun dele af det medicin der er på recepten, fortaber man muligheden for at få udskrevet resten via samme recept. Vi henstiller derfor på det kraftigste til, at man henter al den medicin der er udstedt recept på, i videst muligt omfang.

I psykiatrisk praksis drejer det sig primært om stoffer som fx (mod ADHD) methylphenidat og lisdexamfetamin, samt beroligende medicin som benzodiazepiner (fx oxazepam og diazepam etc.) og sovemedicin af bestemte typer (fx zolpidem og zopiclone, men ikke melatonin)

Behandler klinikken med benzodiazepiner (fx oxazepam og diazepam etc.)?

Vi udskriver disse stoffer når det er nødvendigt jf. relevante retningslinjer, men følger meget strengt retningslinjer om, at behandlingen i videst muligt omfang kun skal opstartes når der er forsøgt andre behandlinger, og når lægen skønner, at disse ikke har virket, og når lægen skønner, at benzodiazepiner vil være gavnligt. Desuden skal behandlingen vare meget kort, og helst kun i få uger, hvorefter behandlingen skal erstattes af medicin af mindre afhængighedsskabende art. Det er ret sjældent klinikken opstarter behandling med disse stoffer, og det er også sjældent at behandling med disse stoffer der måtte være opstartet andetsteds, videreføres uden at blive trappet ud så hurtigt som muligt. Baggrunden for dette er, at selvom stofferne opleves meget virksomme mod angst, er de meget afhængighedsskabende, og de fleste oplever aftagende virkning over tid. Desuden har de en række bivirkninger og følger, hvoraf nogle er alvorlige og ikke forsvinder når man holder op med få behandling med disse stoffer.

Udreder I for autisme og hvordan?

I visse tilfælde. Hvis man er henvist til udredning for autisme starter de indlende konsultationer altid med at afklare målet med en udredning kunne være. Stillingtagen til om ens helbredsmæssige vanskeligheder kan og bør diagnosticeres som autismespektrumafvigelse er altid behæftet med mindst en vis usikkerhed, og derfor er det ofte ikke muligt at foretage nogen endelig afklaring, med mindre der er tale om en ret høj grad af autisme - og disse høje grader er oftest opdaget tidligere i livet, men dog langt fra altid. En henvisning mhp. udredning for autisme vil desuden også altid indebære en undersøgelse af, om der er tale om andre psykiske sygdomme, som der kan og bør tilbyde behandling for, fx angst eller depression. Hvis man primært ønsker udredning mhp. at få en forklaring, vil der i en række tilfælde blive tilbudt en speciallægeskøn over graden af autisme. Kun hvis dette skøn peger på en ret betydelig grad af autisme vil der blive gennemført en mere systematisk udredningsproces.