I klinikken er der nogle spørgsmål vi får oftere end andre, og de er besvaret herunder. Vi henstiller til, at alle nye patienter læser følgende grundigt, da de beskriver rammerne for behandling i klinikken (for an English translation, see below)

Desuden bliver der løbende udgivet nye afsnit af Podcasten "Mens Du Venter", som Andreas Hoff laver (som et selvstændigt projekt). Du kan høre de udgivede afsnit her:

https://www.spreaker.com/show/mensduventer

Hvor ligger klinikken?

Det er svært at finde indgangsdøren på adressen, hvis man bare søger på post-adressen. Følg derfor nøje vejledningen på hjemmesidens "Find vej". Indgangen ligger i bygningens sydvestlige hjørne - mod nord er der indgange der tilhører andre virksomheder - der skal man ikke gå ind.

Hvordan starter et forløb i klinikken?

Det er meget individuelt, og tilpasset den enkeltes situation og helbredstilstand. Som patient har man som regel først kontakt med en sekretær, der finder en tid til at have kontakt med en klinikmedarbejder, der vil indhente en række nødvendige oplysninger, fx hvilken medicin du evt. tager, oplysninger om evt. tidligere behandlinger og kendte sygdomme m.v., og det kaldes en forundsøgelse. Du kan altid anmode om, at forundesøgelsen foregår pr. video (eller evt. pr. telefon).

Når dette er klar findes der tid hos speciallægen (som regel Andreas Hoff, evt. en ferieafløser). Tiden hos speciallæge ligger altid inden for den på sundhed.dk angivne maksimale ventetid. Dvs. hvis man har kontaktet klinikken mens ventetiden var 52 uger, går der altid max. 52 uger før man ser en speciallæge, og det er ved denne kontakt det egentlige speciallægelige forløb i kliniken starter. Alt efter hvad der passer dig og hvilke tider der er ledige, kan det godt være at forundersøgelsen ligger uger til måneder tidligere.

Overtager og fortsætter I behandling fra andre psykiatere, ambulatorier og klinikker?

Vi forsøger i videst mulig omfang at gøre det så sømløst som muligt, men vi vurderer altid om vi kan stå inde for behandling inden vi evt. videreføre nogen behandling. Vi overtager fx meget sjældent behandling med morfin eller morfinlignende stoffer, og det samme med meget beroligende medicin, inklusive fast sovemedicin.

Ift. ADHD-medicin oplever vi også ofte, at vi må revurdere grundlaget for behandling med ADHD-medicin, og det er ikke sjældent at vi efter en vurdering ikke vælger at tilbyde at fortsætte behandlingen med ADHD-medicin, hvis vi ikke finder lægefagligt tilstrækkeligt grundlag. Hvis man har fået en udredning et andet sted, vil vi også i en række tilfælde foretage hele eller dele af udredningen igen, of man kan altså ikke regne sikkert med at udredninger og diagnoser foretaget andet sted vil blive anvendt som grundlag for behandling. Som eksempel ser vi mange patienter, hvor diagnoserne ADHD eller autisme er stillet på for løst et grundlag, hvorfor vi vælger at tilbyde genudredning, hvis man ønsker forløb i klinikken, for at sikre optimal og korrekt behandling.

Kommer man fra behandling på et af de regionale psykiatirske ambulatorier, videreførere vi noget oftere behandlingen direkte, særligt hvis der er tale om de såkaldt sværere psykiske sygdomme, bipolar lidelse, psykose, sværere affektive lidelser (fx depression), personlighedsforstyrrelser og lign.

Får man en altid en diagnose?

I klinikken bruger vi, helt som man som læger skal, Verdenssundhedsorganisationens Internationale Sygdomsklassifikationssystem (aktuelt i den tiende version vedr. psykiske lidelser). Diagnoser er lægers skøn over hvilken kategori der er den bedste til at beskrive den helbredsmæssige tilstand en pt. har. I mange tilfælde er det ikke sikkert man kan stille en meget præcis diagnose, og vi vil i stedet tale om hvilken diagnostisk kategori der er tættest på at beskrive de symptomer og problemer man har. Vi taler således om hvilken eller hvilke diagnoser og diagnostiske kategorier der er de bedste, og stiller så diagnoser der er knyttet til det konkrete behandlingsforløb, og de noteres i vores journalsystem, og disse oplysninger videregives kun med patienters udtrykkelige samtykke, og bliver ikke skrevet i noget som helst andet system. Vi taler ikke om at diagnoser er noget vi "giver" til nogen, og man "får" således ikke nogen diagnose. Det vil sige, at med mindre man selv fortæller andre om sin diagnose, eller giver os tilladelse til at videregive oplysninger, vil det aldrig være tilgængeligt for andre, og således ikke være koblet til en som person noget andet sted end i vores klinik.

Det er desuden langt fra sjældent, at der henvises mennesker hvor det efter det indlende speciallægeskøn viser sig, at der ikke er tale om mindst moderat psykisk sygdom, men enten let psykisk lidelse, eller lidelse der bedst forstås som ikke-sygelig lidelse (som desværre er ganske hyppigt, særligt i en moderne verden!). Efter indledende vurdering, kan man via henvisningssystemet få behandling i speciallægepraksis hvis man har "moderat psykisk lidelse", og har man ikke det ifølge en pykiaters skøn, har man principielt ikke krav på yderligere konsultationer. Det kan dog være ganske svært at afgøre dette præcist, og vi vil altid forsøge at lade tvivl komme patienten til gode, ved at tilbyde en mængde behandling der modsvarer sandsynligheden for moderat psykisk lidelse, efter speciallægens skøn.

Udreder I for ADHD og hvordan?

Ja, og vi følger vejledningen fra Dansk Psykiatrisk Selskab, som tilsiger at en udredning skal indeholde “en fuld klinisk og psykosocial vurdering af personen; dette bør omfatte en drøftelse af adfærd og symptomer i forskellige funktioner og situationer i personens hverdag, og en fuld udviklings- og psykiatrisk anamnese [sygehistorie], og oplysninger fra pårørende, samt en vurdering af personens aktuelle psykiske tilstand”.

I samme vejledning er det nævnt, at man altid bør tage stilling til, om symptomerne bedst bør indplaceres i andre diagnoser, og det er vores erfaring, at en ret stor del af mennesker henvist til ADHD-udredning er bedst diagnosticeret med noget andet end ADHD. Hvis du er henvist mhp. udredning for ADHD kan du forvente, at der bliver foretaget en helhedsorienteret vurdering af alle relevante forhold, der for de fleste ikke fører til en ADHD-diagnose, men anden mere relevant diagnose (eller ingen psykiatrisk diagnose).

Hvis du er henvist til og ønsker udredning for ADHD er der altså en rimeligt stor sandsynlighed for, at det viser sig at en anden diagnose passer bedre til dig. Der er også en stor del af mennesker henvist til udredning for ADHD der ikke lever op til kriterierne for nogen psykiatrisk diagnose, og hvor eventuelle vanskeligheder og/eller lidelser bedst forstås som såkaldt normale eller naturlige reaktioner på en række belastende omstændigheder - også selvom de er ret lidelsesfulde. I en del andre tilfælde, er den bedste beskrivelse af anledningen til henvisningen, at man har personlighedstræk der afviger fra gennemsnittet, på en måde så man klart oplever sig anderledes end de fleste andre mennesker, men uden at disse afvigelser i sig selv bedst forstås som en psykisk lidelse eller sygdom (dvs. en psykiatrisk diagnose). I sådanne tilfælde kan det være der i journalet noteres diagnosekoden Z73.1 "Accentuerede personlighedstræk", som ikke er en psykiatrisk diagnose, men en diagnosekode for "anledning til kontakt med sundhedsvæsnet". I disse tilfælde kan det sommetider være så svært at leve med sine personlighedstræk, at man tilbydes et rådgivningsforløb mhp. håndtering af sine udfordringer, hos en psykolog eller en psykoterapeut. Der findes dog ikke medicin mod disse problemer.

Desuden starter ethvert forløb med en eller flere indledende samtaler, hvor vi tager stilling til, om det er relevant med en mere systematisk udredning for ADHD, eller om det ikke er. En mindre del af de som er henvist til udredning for ADHD viser sig ved de indledende faser at have symptomer der tyder stærkt på at der bør udredes for andre tilstande først, fx personlighedsforstyrrelse eller angst. Tilsvarende er der også nogen, hvor det viser sig, at graden af funktionsnedsættelse i sygehistorien ikke er tilstrækkelig til at det bør udredes systematisk for ADHD.

Endvidere skal det nævnes, at ADHD-symptomer mange steder formuleres således, at en meget stor gruppe mennesker kan genkende sig i dem, og også langt flere end de anslåede 2½ % af voksne der opfylder kriterierne for ADHD. Det er altså ikke meget specifikt for ADHD, at man genkender sig selv i beskrivelsen af symptomerne, og der er således rimeligt stor sandsynlighed for, at ens behandlingsforløb ikke indebærer at der stilles diagnosen ADHD, selvom man genkender sig delvist eller helt i beskrivelser af ADHD-symptomer.

Efter en ADHD-udredning, får jeg at vide om jeg har ADHD eller ej?

Nyere undersøgelser tyder på, at ADHD ikke nødvendigvis bedst forstås som noget kategorisk man har eller ikke har, da mængden af symptomer på ADHD ligger på et spektrum i befolkningen (det er statistisk såkaldt normalfordelt). Derfor er vores tilgang, når vi efter en udredning for ADHD taler om resultatet, mere at tale om i hvor høj grad man har symptomerne. Desuden er det meget svært at tage stilling til præcist hvor mange symptomer man har, hvorfor vi mere taler om hvor på spektrummet man cirka ligger, og at dette svar stort set altid er forbundet med en vis usikkerhed. Man får derfor ikke noget meget klart svar på om man har ADHD eller ej. Der er nogle mennesker der har så svær grad af ADHD-symptomer gennem mange år, at det åbenlyst giver mening at sige at vedkommende "har ADHD", og i disse tilfælde vil medicinsk behandling ofte blive tilbudt i klinikken, iht. gældende vejledninger. De fleste ptt. der aktuelt bliver henvist med ADHD-symptomer har dog ikke lidelsen i så markant omfang, at medicinsk behandling bør opstartes.

Hvis udredningens konklusion er, at jeg hverken har ADHD eller noget andet, er det så bare mig der er noget galt med?

Vi bruger slet ikke udtrykket at “der er noget galt”, men taler om hvilken grad af lidelse og funktionsnedsættelse der er koblet til de symptomer og problemer man oplever. Hvis man ikke lever op til kriterierne for at stille en ADHD-diagnose er det udtryk for, at der er færre problemer og/eller vanskeligheder end hos mennesker der lever op til kriterierne for ADHD. I stedet kan det være man enten lever op til kriterierne for en anden lidelse, eller også er de problemer der ligger til grund for henvisning ikke af en sådan karakter at de bør diagnosticeres som en psykisk lidelse, eller en lægelig lidelse overhovedet, men kan være lidelse der bedst forstås som lidelse af anden årsag, fx det nogen vil kalde “eksistentiel lidelse” eller “lidelse forbundet med sociale omstændigheder” eller noget i den stil. Disse former for lidelse kan være enddog særdeles lidelsesfulde, også selvom de ikke bør diagnosticeres som psykisk lidelse.

Desuden er findes der en stor gruppe af mennesker der har en lang række symptomer der i meget høj grad helt opleves helt som de symptomer man har ved ADHD, men hvor udredning peger på at der er tale om det der kan kaldes "subtærskel-ADHD" - det er en tilstand hvor man oplever mange symptomer og problemer, men hvor graden af problemer ikke skønnes at være af en sådan størrelse af der er tale om ADHD, men hvor fænomenerne opmærksomhedsforstyrrelsesproblemer, hyperaktivitet eller impulsivitet er til stede i ganske generende grad.

Kan jeg blive udredt for ADHD blot mhp. at få en forklaring eller for at få en lægelig attest?

Som udgangspunkt er formålet med en udredning kun at tage stilling til behandling. Når man får forløb i klinikken i kraft af en henvisning, er det den region man bor i der betaler for forløbet, og de betaler kun for udredning mhp. behandling, ikke mhp. udstedelse af lægeerklæring eller -attest. Endvidere er ADHD ikke nogen årsagsforklaring, idet man ikke kender tilstrækkeligt til årsagerne til ADHD til at det giver mening at tale om det som en forklaring på individniveau. ADHD er en klinisk, psykiatrisk diagnose, og som stort set alle andre psykiatriske diagnoser er ADHD en beskrivelse og kategorisering af selve symptomerne, ikke en forklaring på symptomerne. Derfor, hvis man primært ønsker udredning for ADHD mhp. afklaring og/eller forklaring, vil vi som udgangspunkt ikke gennemføre udredningen af dén grund, men sammen med dig forsøge at afklare hvad der ellers er af behov, som en udredning kunne hjælpe med, nu hvor udredningen ikke kan hjælpe med at være en forklaring. Der er desuden ret stor usikkerhed forbundet om et givent menneske har ADHD eller ej, og denne usikkerhed indebærer, at det ikke er helt muligt at tale om den klarhed mange ønsker sig når de beder om afklaring.

Starter samtalerne altid til tiden?

Nej, ikke altid. Men man skal være klar i venteværelset til tiden, hvis man vil være sikker på at en konsultation gennemføres. Hvis man kommer for sent gør vi rimeligt meget for at gennemføre konsultationen alligevel, og det er ofte muligt. Det kan dog hænde, at vi må aflyse konsultationen hvis man kommer for sent. Men konsultationerne kan godt nogle gange starte for sent alligevel, og behandling i klinikken forudsætter at man accepterer dette - i nogle tilfælde kan der være op til ca. 30 minutters forsinkelse. Årsagen er, at det kan være svært at forudse præcis hvor lang tid en konsultation behøver at være, og nogle gange har en patient brug for ekstra lang tid til en konsulation, hvilket kan medføre forsinkelser for resten af dagens program. Det er selvf. ubelejligt for de næste patienter, men til gengæld får ptt. altid al den tid som personalet skønner der er brug for!

Kan man ringe direkte til speciallægen?

Nej, men man kan skrive eller ringe til sekretæren, som så vil bede den relevante speciallæge om at forholde sig til henvendelsen så hurtigt som nødvendigt, ved evt. at planlægge en snarlig telefonkonsulation.

Kan man få udstedt recept via telefon- eller videokonsultation? Og kan man hente medicinen på en recept ad flere omgange?

Det kommer an på en række forskellige forhold. Herunder ikke mindst, om det medicin man skal have recept på, er et såkaldt “afhængighedsskabende stof” - det kaldes også “AP4-stoffer”. Recept på disse stoffer udskrives jf. reglerne kun ved fysisk fremmøde og der kan kun hentes medicin en gang pr. recept, og man kan ikke hente medicinen fra denne recept over flere gange, fx ikke halvdelen den ene gang og halvdelen den anden gang. Køber man fx kun dele af det medicin der er på recepten, fortaber man muligheden for at få udskrevet resten via samme recept. Vi henstiller derfor på det kraftigste til, at man henter al den medicin der er udstedt recept på, i videst muligt omfang.

I psykiatrisk praksis drejer det sig primært om stoffer som fx (mod ADHD) methylphenidat og lisdexamfetamin, samt beroligende medicin som benzodiazepiner (fx oxazepam og diazepam etc.) og sovemedicin af bestemte typer (fx zolpidem og zopiclone, men ikke melatonin)

Behandler klinikken med benzodiazepiner (fx oxazepam og diazepam etc.)?

Vi udskriver disse stoffer når det er nødvendigt jf. relevante retningslinjer, men følger meget strengt retningslinjer om, at behandlingen i videst muligt omfang kun skal opstartes når der er forsøgt andre behandlinger, og når lægen skønner, at disse ikke har virket, og når lægen skønner, at benzodiazepiner vil være gavnligt. Desuden skal behandlingen vare meget kort, og helst kun i få uger, hvorefter behandlingen skal erstattes af medicin af mindre afhængighedsskabende art. Det er ret sjældent klinikken opstarter behandling med disse stoffer, og det er også sjældent at behandling med disse stoffer der måtte være opstartet andetsteds, videreføres uden at blive trappet ud så hurtigt som muligt. Baggrunden for dette er, at selvom stofferne opleves meget virksomme mod angst, er de meget afhængighedsskabende, og de fleste oplever aftagende virkning over tid. Desuden har de en række bivirkninger og følger, hvoraf nogle er alvorlige og ikke forsvinder når man holder op med få behandling med disse stoffer.

Udreder I for autisme og hvordan?

I visse tilfælde. Hvis man er henvist til udredning for autisme starter de indlende konsultationer altid med at afklare målet med en udredning kunne være. Stillingtagen til om ens helbredsmæssige vanskeligheder kan og bør diagnosticeres som autismespektrumafvigelse er altid behæftet med mindst en vis usikkerhed, og derfor er det ofte ikke muligt at foretage nogen endelig afklaring, med mindre der er tale om en ret høj grad af autisme - og disse høje grader er oftest opdaget tidligere i livet, men dog langt fra altid. En henvisning mhp. udredning for autisme vil desuden også altid indebære en undersøgelse af, om der er tale om andre psykiske sygdomme, som der kan og bør tilbyde behandling for, fx angst eller depression. Hvis man primært ønsker udredning mhp. at få en forklaring, vil der i en række tilfælde blive tilbudt en speciallægeskøn over graden af autisme. Kun hvis dette skøn peger på en ret betydelig grad af autisme vil der blive gennemført en mere systematisk udredningsproces.

*** ENGLISH TRANSLATION ***

At the clinic, there are some questions we get more often than others, and they are answered below. We ask that all new patients read the following carefully, as they describe the framework for treatment at the clinic.

Where is the clinic located?

It is difficult to find the entrance door at the address if you just search for the postal address. Therefore, follow the directions on the website's "Find your way". The entrance is in the southwest corner of the building – the entrances to the north belong to other businesses – do not enter there.

How does a treatment course start at the clinic?

It is very individual and tailored to each person's situation and health condition. As a patient, you usually first contact a secretary who schedules a time to meet with a clinic staff member who will gather a range of necessary information, such as what medication you may be taking, information about any previous treatments and known diseases, etc., and this is called a preliminary examination. You can always request that the preliminary examination be conducted via video (or possibly by phone).

Once this is done, an appointment is made with the specialist doctor (usually Andreas Hoff, possibly a holiday substitute). The appointment with the specialist is always within the maximum waiting time indicated on sundhed.dk. That means, if you contacted the clinic when the waiting time was 52 weeks, you will see a specialist doctor within a maximum of 52 weeks, and it is during this contact that the actual specialist course in the clinic begins. Depending on what suits you and the available times, the preliminary examination may be weeks to months earlier.

Does the clinic take over and continue treatment from other psychiatrists, outpatient clinics, and clinics?

We try to make it as seamless as possible, but we always assess whether we can take responsibility for the treatment before possibly continuing it. For example, we very rarely take over treatment with morphine or morphine-like substances, and the same goes for very calming medications, including regular sleeping medication.

Regarding ADHD medication, we also often find that we need to reassess the basis for treatment with ADHD medication, and it is not uncommon for us to choose not to continue the treatment with ADHD medication if we do not find a medically sufficient basis. If you have been evaluated elsewhere, we will also in many cases conduct the entire or parts of the evaluation again, so you cannot be certain that evaluations and diagnoses made elsewhere will be used as the basis for treatment. For example, we see many patients where the diagnoses of ADHD or autism were made on too loose a basis, and we therefore offer re-evaluation if you want treatment at the clinic to ensure optimal and correct treatment.

If you come from treatment at one of the regional psychiatric outpatient clinics, we more often directly continue the treatment, especially if it involves so-called severe mental illnesses, bipolar disorder, psychosis, severe affective disorders (e.g., depression), personality disorders, and the like.

Does the clinic always set a diagnosis?

At the clinic, we use, as doctors should, the World Health Organization's International Classification of Diseases (currently in the tenth version regarding mental disorders). Diagnoses are doctors' estimates of which category best describes the patient's health condition. In many cases, it is not certain that a very precise diagnosis can be made, and we will instead talk about which diagnostic category is closest to describing the symptoms and problems you have. We talk about which diagnoses and diagnostic categories are the best and then make diagnoses related to the specific treatment course, which are recorded in our journal system, and this information is only shared with the patient's explicit consent and is not recorded in any other system. We do not talk about diagnoses as something we "give" to someone, so you do not "receive" a diagnosis. This means that unless you tell others about your diagnosis or give us permission to share information, it will never be available to others and thus not connected to you as a person anywhere else but in our clinic.

It is also quite common for people to be referred where the initial specialist assessment shows that there is no moderate mental illness, but either a mild mental disorder or a disorder best understood as a non-pathological disorder (which is quite common, especially in the modern world!). After the initial assessment, you can receive treatment in specialist practice if you have a "moderate mental disorder," and if you do not, according to a psychiatrist's assessment, you are not entitled to further consultations. However, it can be quite difficult to determine this precisely, and we will always try to benefit the patient by offering treatment that matches the likelihood of moderate mental disorder, according to the specialist's assessment.

Does the clinic evaluate for ADHD and how?

Yes, and we follow the guidelines from the Danish Psychiatric Association, which state that an evaluation should include “a full clinical and psychosocial assessment of the person; this should include a discussion of behavior and symptoms in various functions and situations in the person's daily life, a full developmental and psychiatric history, and information from relatives, as well as an assessment of the person's current mental state.”

The same guidelines mention that one should always consider whether the symptoms are best classified under other diagnoses, and our experience is that a considerable number of people referred for ADHD evaluation are best diagnosed with something other than ADHD. If you are referred for ADHD evaluation, you can expect a holistic assessment of all relevant factors, which for most people does not lead to an ADHD diagnosis but to another more relevant diagnosis (or no psychiatric diagnosis).

If you are referred for and want an ADHD evaluation, there is a reasonably high likelihood that another diagnosis will fit you better. There are also many people referred for ADHD evaluation who do not meet the criteria for any psychiatric diagnosis, and where any difficulties and/or disorders are best understood as so-called normal or natural reactions to a range of stressful circumstances – even if they are quite distressing. In some other cases, the best description of the reason for the referral is that one has personality traits that deviate from the average, in a way that clearly makes one feel different from most other people, but without these deviations themselves being best understood as a mental disorder or illness (i.e., a psychiatric diagnosis). In such cases, a diagnosis code Z73.1 "Accentuated personality traits" may be noted in the journal, which is not a psychiatric diagnosis but a diagnosis code for "reason for contact with the health system." In these cases, it can sometimes be so difficult to live with one's personality traits that one is offered a counseling course to manage their challenges, with a psychologist or psychotherapist. However, there is no medication for these problems.

Furthermore, every treatment process begins with one or more initial consultations, where we assess whether a more systematic ADHD evaluation is relevant or not. A small proportion of those referred for ADHD evaluation show symptoms in the initial phases that strongly suggest that other conditions should be evaluated first, such as personality disorders or anxiety. Similarly, some individuals show that the degree of functional impairment in their medical history is insufficient for a systematic ADHD evaluation.

Additionally, it should be mentioned that ADHD symptoms are often formulated in a way that a very large group of people can recognize themselves in them, far more than the estimated 2½% of adults who meet the criteria for ADHD. It is therefore not very specific to ADHD that one recognizes oneself in the description of the symptoms, and there is thus a reasonably high likelihood that one's treatment course does not involve receiving an ADHD diagnosis, even if one partially or fully recognizes oneself in descriptions of ADHD symptoms.

After an ADHD evaluation, will I be told whether I have ADHD or not?

Recent studies suggest that ADHD may not necessarily be best understood as something categorical that one has or does not have, as the amount of ADHD symptoms lies on a spectrum in the population (it is statistically normally distributed). Therefore, our approach, when discussing the results after an ADHD evaluation, is more about to what extent one has the symptoms. Moreover, it is very difficult to determine exactly how many symptoms one has, which is why we talk more about where on the spectrum one approximately lies, and this answer is almost always associated with some uncertainty. You do not get a very clear answer on whether you have ADHD or not. There are some people who have such a severe degree of ADHD symptoms for many years that it obviously makes sense to say that the person "has ADHD," and in these cases, medical treatment is often offered at the clinic, according to current guidelines. Most patients currently referred with ADHD symptoms do not have the disorder to such a marked extent that medical treatment should be initiated.

If the evaluation concludes that I have neither ADHD nor any other psychiatric diagnosable condition, is it just me that something is wrong with?

We do not use the expression "something is wrong with" anyone, but talk about the degree of distress and functional impairment associated with the symptoms and problems you experience. If you do not meet the criteria for an ADHD diagnosis, it indicates that there are fewer problems and/or difficulties than in people who meet the criteria for ADHD (or perhaps more severe disorders who mimic ADHD). Instead, you may meet the criteria for another disorder, or the problems underlying the referral may not be of such a nature that they should be diagnosed as a mental disorder, or any medical disorder at all, but could be distress best understood as distress of another cause, such as what some might call "existential distress" or "distress associated with social circumstances" or something like that. These forms of distress can be quite severe, even if they should not be diagnosed as a mental disorder.

Additionally, there is a large group of people who have a range of symptoms that very closely resemble those of ADHD, but where the evaluation points to what can be called "subthreshold ADHD" – a condition where one experiences many symptoms and problems, but where the degree of problems is not considered sufficient to constitute ADHD, but where phenomena like attention deficit problems, hyperactivity, or impulsivity are present to a quite bothersome degree.

Can I be evaluated for ADHD just to get an explanation or to get a medical certificate?

As a rule, the purpose of an evaluation is only to consider treatment. When you receive treatment at the clinic based on a referral, the region you live in pays for the treatment, and they only pay for evaluation for the purpose of treatment, not for issuing a medical certificate or statement. Furthermore, ADHD is not an explanatory cause, as we do not know enough about the causes of ADHD for it to make sense to talk about it as an explanation at the individual level. ADHD is a clinical, psychiatric diagnosis, and like almost all other psychiatric diagnoses, ADHD is a description and categorization of the symptoms themselves, not an explanation of the symptoms. Therefore, if you primarily want an ADHD evaluation for clarification and/or explanation, we will not conduct the evaluation for that reason, but will try to clarify what other needs the evaluation could help with, since the evaluation cannot help with being an explanation. There is also considerable uncertainty about whether a given person has ADHD or not, and this uncertainty means that it is not entirely possible to talk about the clarity many seek when asking for clarification.

Do consultations always start on time?

No, not always. But you must be ready in the waiting room on time if you want to be sure the consultation takes place. If you are late, we make a reasonable effort to conduct the consultation anyway, and it is often possible. However, it may happen that we have to cancel the consultation if you are late. But consultations can sometimes start late anyway, and treatment at the clinic requires accepting this – in some cases, there may be up to about 30 minutes delay. The reason is that it can be difficult to predict exactly how long a consultation needs to be, and sometimes a patient needs extra long time for a consultation, which can cause delays for the rest of the day's schedule. It is, of course, inconvenient for the next patients, but patients always get all the time the staff deem necessary!

Can you call the specialist doctor directly?

No, but you can write or call the secretary, who will then ask the relevant specialist doctor to address the inquiry as quickly as necessary, possibly by scheduling a prompt telephone consultation.

Can you get a prescription issued via telephone or video consultation? And can you collect the medicine on a prescription in multiple times?

It depends on a number of different factors. Not least, whether the medication you need a prescription for is a so-called "addictive substance" – also known as "AP4 substances". Prescriptions for these substances are only issued according to the rules at a physical appointment, and you can only collect the medication once per prescription, and you cannot collect the medication from this prescription in multiple times, e.g., not half one time and the other half another time. For example, if you only buy part of the medication on the prescription, you lose the possibility of getting the rest prescribed via the same prescription. We therefore strongly urge you to collect all the medication prescribed as much as possible.

In psychiatric practice, this mainly concerns substances such as (for ADHD) methylphenidate and lisdexamfetamine, as well as calming medications such as benzodiazepines (e.g., oxazepam and diazepam, etc.) and sleeping medication of certain types (e.g., zolpidem and zopiclone, but not melatonin).

Does the clinic treat with benzodiazepines (e.g., oxazepam and diazepam, etc.)?

We prescribe these substances when necessary according to relevant guidelines, but we strictly follow guidelines that treatment should only be started as far as possible when other treatments have been tried, and when the doctor deems these have not worked, and when the doctor deems that benzodiazepines will be beneficial. Additionally, the treatment should last very short, preferably only a few weeks, after which the treatment should be replaced by less addictive medication. It is quite rare for the clinic to start treatment with these substances, and it is also rare for treatment with these substances initiated elsewhere to be continued without being phased out as quickly as possible. The reason for this is that although the substances are perceived as very effective against anxiety, they are highly addictive, and most people experience diminishing effects over time. Additionally, they have a range of side effects and consequences, some of which are serious and do not disappear when stopping treatment with these substances.

Does the clinic evaluate for autism and how?

In certain cases. If you are referred for autism evaluation, the initial consultations always start by clarifying the goal of the evaluation. Determining whether one's health difficulties can and should be diagnosed as an autism spectrum disorder is always associated with at least some uncertainty, and it is often not possible to make a final determination unless there is a fairly high degree of autism – and these high degrees are usually discovered earlier in life, but not always. A referral for autism evaluation will also always include an assessment of whether there are other mental illnesses that can and should be offered treatment, such as anxiety or depression. If you primarily want an evaluation for an explanation, in some cases a specialist's assessment of the degree of autism will be offered. Only if this assessment indicates a significant degree of autism will a more systematic evaluation process be conducted.